Jomfruens brunkager


Så er tiden kommet til at der skal julebages, og der er intet som lækre brunkager til jul. Her er Jomfruens opskrift på lækre brunkager. Opskriften giver en portion på ca. 250 stk. (kan evt. halveres), så der bliver masser af julekager. God fornøjelse!
Ingredienser
Dej:

  • 225 g sirup
  • 125 g hvidt sukker
  • 125 g margarine 80 %
  • 2 tsk potaske eller natron
  • 3 tsk stødt kanel
  • 2 tsk allehånde
  • 2 tsk nellike
  • ¼ økologisk citron
  • 750 g hvedemel
Glasur:

  • 1 æggehvide
  • 150 g florsukker
  • ½ tsk. eddike

Fremgangsmåde
Start med at tænde ovnen på 180º C varmluft/200º C alm. ovn.

Bring sirup, margarine og sukker i kog i en gryde. For at få den gode sprøde brunkage, så tilføjes der potaske, man kan også bruge natron, men så bliver brunkagerne knapt så sprøde. Potasken kommes i, når sukkerblandingen begynder at bruse op. Herefter tages gryden af blusset, og de resterende krydderier kommes i gryden. Tilsæt til sidst citronsaft og revet citronskal.

Kom krydder-karamel-massen i en skål og ælt mel i til en ensartet masse. Rul nu dejen ud, mens brunkage dejen stadig er varm, i ca. 2-3 mm tykkelse. Stik brunkagerne ud i forskellige former, som sættes på en bageplade med bagepapir.

Brunkagerne skal bages i ovnen i ca. 6-8 minutter.

Glasuren røres sammen, til den er blank og glat. Hæld herefter glasuren i et papirkræmmerhus eller en plasticpose med et lille hul og glasuren er klar til at blive sprøjtet på de afkølede brunkager.

Tip!
Dejen til brunkagerne er nemmest at arbejde med, når den er varm. Bliver dejen kold, kan den æltes varm og blød igen.

Gem dine dejlige brunkager i en kagedåse med tætsluttende låg, så de kan holde sig sprøde til de skal serveres.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar